Side:Reisebilleder og Digte.djvu/90

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
86


vi i det Ringeste tage Løvhytten med“, sagde Ole Ask, da vi skulde afsted; „men nu faaer den blive staaende til Bamsen“. „Ja vel“, svarede Thorkild Vestby, „jeg har seet Spor af ham nede ved Høgfossen, og her i Nærheden voxer den Urt, han ynder mest; nu gaaer han afvejen for det Styr, hvormed vi fare frem, og der maa først blive tyst i Skoven, inden han tager vor Leilighed i Øiesyn“. „Ja, lad Bamsen komme“, sagde Ole Ask; „han skal i det mindste se, at her har været Folk før“. Dermed tog han en tom Vinflaske, satte Blaabærlyng i dens Aabning, og stillede den i Løvhytten.

Nu begyndte for Alvor vor Skovfarts Anstrengelser. Vi lærte snart, at det her gjaldt at bestige en af de steile Terrasser, som føre op til Fjeldvidden. Paa de bratte Skraaninger gik Stien snart over haardt afglattet Svabjerg og snart i en Grusjord, der hvert Øieblik truede med at glide ned i Dybet; et Par Steder var der ingen anden Udvei end at søge frem over en smal opskydende Fjeldkam, hvor Jordvolden til begge Sider var nedskreden.

Ved saadanne Leiligheder viste vore Heste den forunderligste Forsigtighed og Klatrefærdighed. Jeg fattede snart en ubetinget Tillid til min Brune og lod den have sin Villie i alle vanskelige Foretagender; ofte standsede den prøvende, haltede lidt ved Grunden med det ene Forben og stillede sig tilrette inden den gik