Toget med, og det viste sig fra Først til Sidst, at jeg ei kunde have bedre Ledsagere.
Vor Reise var planmæssig anlagt og udstyret med alle de Bekvemmeligheder, som Veiens Beskaffenhed paa nogen Maade kunde tillade. Vi havde ypperlige Rideheste, og paa Kløvheste, der snart fulgte med os og snart sendtes forud til bestemte Hvilepladse, førtes Telt, Spisekammer, Kjøkken og Kjelder. Mod de tvende almindelige Lidelser paa en saadan Fart, Udmattelse og knap Næring, vare vi saaledes tilstrækkelig sikrede, og som et Tog af forsonlige Nybyggere drog vi op i de tætte Granelier. Men inden det kom dertil, havde vi et længere Vasdrag at befare, og et godt Stykke af denne Vei fulgte endog vore Damer os.
Det var en smuk, fuldkommen klar Morgen i den sidste Halvdel af Juli, da vi tog ud fra Ask, der ligger ved Tyrifjordens nordlige Kyst. Medens Damerne og Bagagen drog forud til Støen, hvor den store Føringshaad til Elvefarten laae færdig for at modtage dem, kjørte jeg med Lieutenanten, Grossereren og Kandidat G. til Hønenfossen, hvorfra vi skulde følge Strømleiet opad til det nysnævnte Samlingssted. Vandmassen var ved denne Tid ei betydelig, men dog stor nok til at vedligeholde den maleriske Virkning af de mange særskilte Fald, der i Hønenfossen, trods alle Industriens Hindringer, tiltale det øvede Øie. Mine Ledsagere, der begge vare-interesserede i Tømmerdriften
