Leir og fandt os nu midt i den vilde Skovtykning smukt og bekvemt indrettede.
Ja, kunde man altid til den rette Stund, naar Sjel og Legeme i Støv-, Papir- og Pudsverdenen sukke efter det sunde Naturlivs Husvalelse, flygte til et saadant Fristed, føle denne inderlige Hvile efter Veiens Besvær, nyde Stilhedens og Beskuelsens Velbehag, indaande Naaleskovens Duft, og saa tømme et Glædesbæger! Sandelig, jeg skulde have været hjertelig tilfreds med et Stykke Brød og en Drik af Elven, men til Overflod havde paa denne Fart enhver Stund, der anvendtes til Vederkvægelse, et festligt Præg. Saaledes fik her Skovhallen ny Glands ved den homeriske Anretning, da vor flinke Kok og Mundskjenk
„satte i Orden der vort smykkede Bord og vor Madkurv,
og til en hjertestyrkende Drik det vinfyldte Bæger“.
Her var Maaltidet ypperlig indledet, her havde det sin rette forfriskende Kjernesmag.
„Og da nu vor Lyst til Mad og Drikke var stillet“,
kunde jeg dvæle ved alle Skovens Skjønheder med en ublandet Nydelse, som mangengang gaaer tabt for den trætte og nødtørftigt bespiste Vandrer.
Vi rastede her et Par Timer og fik Stedet kjert; det havde ligesom et hjemligt Udseende, ydede rigelig Skygge og gav os et smukt Indblik i Skoven. „Kunde
