Smaabækkene rislede hen i Skjul af Urter og Buske. Vi fjernede os fra Elven, for ad en kortere Vei at naae den længere oppe, og nu aabenbarede Skoven os en ny Side af sit forborgne Væsen. Grunden blev her mere og mere bjergig og Skoven sondrede sig mere i Partier, adskilte snart ved Klippehøider, og snart ved dybe Kløfter og Smaadale. En Mængde snævre Gange, Sæterstier, Kløvveie, Fuglestier, slyngede sig i uendelig Forvirring gjennem denne Vildmark, og de veikyndige Mænd vare ei sjelden uenige om Valget. Af og til steg jeg af Hesten og fulgte Stien alene, idet jeg dog holdt mig i Nærheden af vort Tog. Saaledes kom jeg ind paa mangen Plet, hvis Yndigheder vare beskjermede bag mørke og mægtige Skranker.
Betragt et af disse Skovens hemmelige Aflukker! De alvorlige Graner træde til Side, og give Plads for en frodig Grønning, der holdes frisk af en opvældende Kilde, hvis Vande samle sig til et klart blinkende Speil. Paa den blomsterrige Engbund staae Klynger af Birk og Alm og blandt dem hæver sig de smaabladede Linde, smekre og ranke, som unge Graner. Ved Kilden voxer Fjeldmorbusken, mellem hvis tætte Grene Spiræen opskyder sin sine Stilk med de hvidlige, stærktduftende Blomster. Selv Klippestykket, der rager op af Grønningen, er rigt beprydet. Det er omslynget af rankende Væxter, og dets bløde Mosteppe skinner som guldindvirket Fløil. Indtrykket af
