strakte sig ud over Bredden og dyppede sine bleggrønne Blade i det mørke Vandløb.
Da vi atter sade til Hest havde vi foran os den dunkleste Skovstrækning. Stien gik ind i Granetykningen med en saa lav Aabning, at vi istedetfor at holde Tømmen, stadig maatte bruge Armene til et Slags svømmende Bevægelse for at bryde gjennem det vilde Virvar af Grene og Bar. Saaledes blev det ved et godt Stykke paa ujevn, opstigende Grund, indtil vi kom i Nærheden af en Hytte, der nylig var optømret til Ly ved Skovopsynet, og hvor vi atter rastede nogle Øieblikke. Her omkring havde Øren gjort lyst i Skoven. Paa Elvebredderne, paa Bjergskrænterne og i Lierne var der mange aabne Strøg og mange friske Stubber. Naar man fra den nye Dæmning, der tæt ved Hytten gaaer over Elven, overser disse Strækninger, kan man i en stor Vidde opfatte Dalgrundens Bygning, betragte hvor smukt den til begge Sider sænker sig mod Elven, medens kun enkelte djerve Aaslinier afbryde de langstrakte Bakkeheld; men paa disse Skraafladers solbare Steder sygnede Grundens Planteliv efter de mægtige Stammers Fald, og den klare brændende Dag laae skaanselløs over de henvisnende Væxter, der paa den haarde Bund kun havde taalt Lyset, saalænge de tillige fik Ly og Skygge.
Det var en Vederkvægelse at komme ind igjen paa Skovstien, hvor Træerne skjermede for Solen, og hvor
