Arbeide, blev jeg ganske optaget af det uventede Billede, der viste sig i Fjeldaabningen. Elveløbet forandrede her pludselig sin Beskaffenhed, og udvidede sig til et næsten kredsformigt Bassin med de prægtigste Bredder. Tilhøire bag Fjeldmuren gik Skovbanken mildt afsænket ud i Vandet, som her havde en bred Brem af Siv og Kjernroser; men tilhøire var Stranden dannet dels af vældige Jettestene, og dels af bratte Fjeldvægge, hvor det sagtestrømmende Vand gik ind i dunkle, mosbegroede Grotter. Over disse Mure hævede sig i tette Klynger Skovens stolteste Stammer. I det lavere Bælte, mellem Klippeblokkene, ludede Vidiekrattet ned, store Knipper af kraftige Brægner skjød frem af Gruset som unge Palmer, og Klipperifterne rødmede af blomstrende Gentianer.
„Her er vakkert Vandløb“, sagde Ole Ask, „men desuagtet er dette Sted siden ivaar blevet sørgeligt. En Unggut fra Hedalen, som var ferm og flink til Alting, og meget afholdt, kom bort her ved Tømmerflødningen. Henne ved den store yderste Sten fik han fat i en Busk, men der hvor Strømmen nu er saa svag, at den knap Lok spiller i Solen, gik den da som en rivende Fos, og den vilde nok have gjort det af med Gutten, om saa aldrig Tømmeret havde revet ham med sig. — Under denne Beretning kunde jeg, nøie betragte det angivne Punkt. Klippeblokken ragede op ved Elven, skinnende og blomstersmykket, og Vidiekratet
