Træform i uendelig Gjentagelse. Saaledes er vistnok Indtrykket mangesteds, naar man fra en Høide paa Landeveien, under jevnt Graaveir, ser hen over de store Granemoer; men ganske anderledes bliver allerede Betragtningen, hvor man overskuer Skoven, medens dens Partier fremhæves af Lys og Skygge. Og fører nu Veien den Reisende ind mellem de ranke Stammer, da vil han snart fele sig tiltalt af Naaleskovens eiendommelige Skjønhed. Allerprægtigst viser sig Granen en klar Junidag, naar Solen skinner paa dens purpurrøde Blomster og paa det nye lysgrønne Bar, og intet Syn i Nordens Væxtrige kan være smukkere end dette. Men Naaleskoven er skjøn til enhver Aarstid, og det lønner Umagen at befare den. Har man fra en Høide seet hen over dens Toppe, og fundet dens uafbrudte, tætpakkede Masse øde og sørgelig, da vil man som oftest i dens Indre faae et modsat Indtryk og studse ved den Mangfoldighed af Naturscener, som Skovtykningen skjuler.
Den Tømmerskov, vi havde at befare, bestaaer af Gran og Fyr, og indtager en betydelig Dal- og Fjeldstrækning, der gjennemstrømmes af Skilbreien, en Elv, som falder i Bægna. Elveleiet er her i Almindelighed trangt og har hyppige Fossefald; Tømmerdriften bliver derved vanskelig, og mine Reisefæller, Lieutenanten og Grossereren, skulde just nu besigtige nogle For-
