godt som ganske bar for Træer. Denne Slette viser sig trindt om begrændset af en Bjergkrands, hvis vestlige Halvkreds nu tindrede i Sollyset og lod de fjerne Fjeldnuter fremtræde gjennem den tynde og rene Luft, som nærliggende Høider. Det var en sand Vederkvægelse at aande her, medens Blikket hvilede paa den grønne, omhyggeligt dyrkede Vidde. Vi sade i Skyggen af det gjestmilde Hus og nød stille de rolige Morgentimer, uden at føle nogen Higen efter at komme bort. Vore Rideheste til Skovfarten førtes ud af Stalden: raske, fintbyggede Dyr, en muset, en brun og en sodet. De bleve slupne paa en nyslaaet Eng, hvor de med den største Livlighed sprang omkring og boltrede sig som om de strax vilde vise os den Lethed og Smidighed i deres Bevægelser, som vi siden nærmere skulde lære at kjende.
Omtrent Kl. 9 stode disse ypperlige Gangere sadlede paa Tunet, men for det Første skulde de kun bringe os til Elvebredden og derfra, med tvende andre Heste til Tøiet, føres ad en Sidevei did, hvor vi tilbaads vilde naae Skovkanten. Det korte Styrke af Elven, vi nu bereiste, havde et mildt Løb og var smukt indfattet; hist og her stod Sivet tæt og frodigt i Bugterne. Dybe, dæmrende Kanaler gik ind i disse Tykninger, og i en saadan Sivallee kom en talrig Familie af Krekænder roligt fremglidende mod vor Baad. Da vi undredes over denne Tryghed hos de vilde
