hyppigst sin Nærværelse tilkjende, og naar hun drages til Mennesker og faaer Magt over dem, da er Samkvemmet som en Drøm, ofte skuffeligt og tomt, en bedøvende Hensynken i Naturlivet. Det Landskabeliges mægtige Overgriben i Kredsen af Folketroens Skikkelser har ogsaa en gammel Hævd. Vi se det i Eddasangene, og der fornemmelig i Thorsmytherne. Gudeverdenens stærke Personligheder kunde ei løse lig fra og ei udslette denne Magt. Efter Gudernes Fald, da Menneskelivet havde faaet et nyt aandeligt Holdpunkt, vedblev Folket, ei af nogen religiøs Trang, men ved uvilkaarlig Phantasivirksomhed, paa den gamle Naturdigtnings Grundlag, at danne sig hine, snart mørkladne, snart lysere Syner, hvis Former ei ere tættere og strengere end at baade den Troende og den Vantro, skjønt hver paa sin Maade, kan se dem hensmelte i Landskabet. Men det magiske Spil i disse Billedets Fremtræden, denne deres Tvetydighed, der bringer Folket til at indbefatte dem under, Fælledsbenævnelsen Skrømt, giver dem just en særegen poetisk Interesse, der vel maa varetages, naar man vil indbringe dem i Kunstdigtningen. Lad dem optræde roligt eller bevægeligt, men søg ei at give dem plastisk Djervhed eller at inddrage dem anderledes i det virkelige Livs Færd, end at de altid kan være rede til at dæmre hen i Naturgrunden.
Dog, dette er kun Antydningen af et Emne,
