indre Sands hos Folket, der hører med til dets Eiendommelighed og besjeler dets Hjem, og hvorfra friske Livskilder tilstrømme Kulturverdenen.
De Phantasibilleder, som fremgaae af denne Naturopfatning, har en Egenhed, der i Almindelighed er kjendelig, hvor det Oprindelige ei gruer overmodent op i en Udartning af løse Anekdoter og Tildigtninger. Disse Billeder ere nemlig just saadanne, som man heller kalder Syner end Skikkelser. Trods den Udvikling, Folkedigtningen har givet dem, bevare de endnu en Aandighed, der viser det Grundforhold, hvoraf de ere fremkomne. De tiltale Sandsen og Tanken, men de kan ei uden en Vold, der ganske ophæver deres Beskaffenhed, fastholdes til nøiagtig og alsidig Beskuelse; de tilhøre Naturlivet, og den Trang, der fremkalder dem, tilfredsftilles kun derved, at de dog altid hefte ved deres Hjem, røres og aande der i de skiftende Dags- og Aarstiders Stemninger. Naar man rigtig vil stirre paa dem, vige de tilbage i Naturgrunden; men det Svævende og Flygtige i deres Aabenbarelse er just det, der giver dem Magt og Liv i Folket. Huldren, det mest udprægede af disse Billeder, har i sin eiendommelige Form, det samme undvigende Væsen. Trods hendes rige Udstyr med Kostbarheder og Kvæghjorde, er hun endnu, som i Oldtiden, den Tilhyllede, den Forborgne. I et pludseligt Solstreif, der bringer Lien til at glimre, i en Lurtone, der klinger hen mellem Fjeldene, giver hun
