Side:Reisebilleder og Digte.djvu/73

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
69


stode i den klardunkle Skumring under en blank Himmel, og siden, da Maanen gjennem et fint Skyslør udbredte en ny, usikker Lysning over de selsomme Kystformer, bleve ogsaa vi dybere indlokkede i Tryllekredsen og fik ligesom med Et Syn for dens Billeder.

Denne alvorlige Scene betegnede for mig en vigtig Side af vor Folkedigtnings Spiregrund. I en streng, mægtig udformet Natur staaer Mennesket overalt Fare for at henfalde i Sløvhed og Raahed, naar det ei med sit indre Liv kan beaande de haarde Omgivelser; men som Gjenlyden mellem Fjeldene, der i stedse mildere Gjentagelser besvaret en menneskelig Stemme, saaledes kommer ogsaa det Tankebillede, som Sindsstemningen, under Naturmagtens Paavirkning, uvilkaarlig har betroet det strenge Stof, mildere udpræget og ligesom fortroligt tilbage; men da er Fjeldødets værste Tryk hævet, og da begynder Aanden at udbrede sit Rige. Man tør derfor, uden at ville begunstige en mørk begrebsforvirrende Overtro, ønske hine Digtninger, der staae som Midlere mellem Naturen og Menneskelivet, bevarede hos Folket; thi det er vanskeligt at sinde deres Erstatning, hvor de ere tabte. Man kan ei føre de nordiske Fjelddales Folk gjennem Videnskab og Kunst til en lutret Naturbetragtning; man kan derimod i Følge med den Oplysning, der passer til deres Kaar, gjøre en tør Forstandskritik gjeldende mod deres naivpoetiske Syner; men da truer man en