halvvoxen Dreng og en ung Pige sade sammen paa en stor Sten, der stak ud i Søen; bag dem, ved Fiskenettet, stod gamle Christopher, og tæt hos, i en af Baadene, var hans ældste Søn, en mørkladen og rankvoxet Karl, beskjeftiget med en Line, som han vandt op over sin Arm.
Der var ved denne Gruppe noget eget Tiltrækkende, som fængslede min Opmærksomhed. Det var lutter udtryksfulde Skikkelser, smukt samlede i maleriske Omgivelser; men dertil kom, at det Hele uvilkaarligt mindede mig om et af Leopold Roberts Billeder: De venetianske Fiskere. Hvor var her det egentlig slaaende Lighedspunkt? Jeg havde selv vanskeligt ved at afgjøre det, men ialfald laae det dybere end det omtrentlige Fællesskab, som dannedes af Strandseenen og Fiskeriets Attributer. Dette Udstyr virkede vistnok med i Forestillingen, men det var vel især det næsten sørgmodige Alvor i disse Nordboers sydlandske Ansigter, forhøiet ved Aftenstundens Halvlys, som, i Forbindelse med enkelte overensstemmende Træk i Grupperingen, fremkaldte den uvilkaarlige Sammenligning. Men dermed var ogsaa Modsætningen given. Rambjergets høie, eventyrlige Klippestrand lignede ligesaa lidet den lave Kyststrækning ved Chioggia-Bugten, som de Vilkaar, hvorunder Christopher og hans Familie levede, kunde jevnføres med Nøden, der driver de fattige Fiskere i hint Billede til en Udfart i Adriaterhavet under
