havde bevæget sig fra Gjengangere til Hougfolk og til Elsrudskollens Jutul, tysnede den ganske, og Aareslagene faldt atter med en jevnere og sikrere Takt.
Vor Baad holdt sig nær under Sperilens vestlige Kyst, hvis Bygning alt som vi kom længere nordover, blev mere og mere selsom og stortformet. Disse Gneismasser forekom mig i en paafaldende Grad at vise det Naturspil, hvorved Bjergformer faae Udseende af Forskandsninger. Her saae jeg en Række af saadanne Verker, snart halvfærdige, snart voldsomt sprængte og afbrudte, snart fuldførte med Karnapper og Tinder, men tillige forvitrede og tildels begroede.
„Nu komme vi til Rambjerget“, sagde Ole Ask, medens jeg betragtede alt dette. Og hvor mægtigt var Indtrykket, da jeg fik Øie paa Borgen, der slutter Forskandsningernes Række. Det er som om det maatte tages i egentlig Forstand, naar man vilde kalde Rambjerget et Jetteverk; thi kun sjelden fremtræder Naturen med et saa skuffende Præg af personlig Kraftanvendelse og Anordning. Derfor gjør ogsaa dette af den snævre Indsø opstigende Fjeldhjørne en anden, og man tør nok sige mere dyb og fængslende Virkning end den langt betydeligere Bjergmasse, hvor Indtrykket af Naturstorhed er klart og ublandet. Rambjerget hæver sig ei som Bersundskollen over Vandløbet fra bratte tildels dyrkede Skraaninger. Dets faste Mur gaaer
