for ei at støde disse Folk, hvis Tro paa hine Phantasivæseners Virkelighed var meget kjendelig, dog altfor tydeligt røbede sin Vantro. Skjønt Fortælleren selv ei syntes at mærke eller endse dette, kunde jeg dog ei overse de Andres Forstemning. Det forekom mig derfor ret beleiligt, da Rasmus Bersund ytrede at Fisken nu havde „hvilet“ tilstrækkeligt og at han igjen vilde prøve sin Lykke paa Kongstrømmen. Han tog Kirsti-Gudbrand med, og jeg fulgte dem til Elvebredden, hvor den kjølige Skygge og den smukke Lysvirkning paa Træer og Klippeblokke indbød mig til Vandring.
Jeg havde kun fjernet mig et kort Stykke fra vort Landingsted, da jeg saae en Mand hvile under Bakkeheldet. Det var gamle Thorbjørn. Han havde sin Næverskræppe under Hovedet og laae iøvrigt ret mageligt i et blødt Sandleie.
„Det træffer godt til“, sagde han, idet han reiste sig og rakte mig Haanden; „jeg vidste nok vi skulde mødes ved Kongstrømmen“. „Snart var det dog blevet for silde“, svarede jeg, „da Selskabet om lidt skal afsted igjen“. „Ja“, sagde Thorbjørn, „jeg har rigtignok været her en god Stund og hørt Fremmedfolkets Latter og Munterhed henne paa Græsvolden, men jeg mærkede godt hvad der paa denne Dagstid er bedst for et gammelt Skind, som i nogen Tid har haft liden Nattero og er paa Langtour, derfor lagde jeg mig til her og har nu faaet en god Søvn“.
