Side:Reisebilleder og Digte.djvu/51

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
47


Det er sagt, at Jenten vævede saadanne Roser i Lin og Uld, som Ingen har seet voxe eller virkes, og at Gutten smeddede Laase og Lykkeknuder, som Ingen kunde løse, og spillede Slaatter paa Mundharpe, som Ingen havde hørt og Ingen kunde efterhærme. Nogle fremmede Skræppekarle, som drog herigjennem, mente at det selvfølgelig kunde være Nøkkespil, men det var uskjellig Tale; thi der findes ei Nøk i Aadalselven“.

„Er du saa vis derpaa“, spurgte jeg, idet jeg ventede nu at faae Oplysning om Grunden til den ofte forekommende Egenhed i Folkeforestillingen, at Nøkken kun holder til i visse bestemte Vandløb; men jeg fik en utilstrækkelig Forklaring. „Folk, der ere klogere end jeg“, svarede Kirsti-Gudbrand, „kan mærke paa Elvedraget, at her ei er Sted for Nøkken, men om og Leiligheden var dertil i andre Maader, er her nok formeget Pargas med Tømmerfløding og andet Stel. Alligevel kan jeg være fuldt forsikret om at der er Nøk til; efterdi han staaer beskreven. Der siges i Visen med rene og tydelige Ord:

Nøkken opløfter sit vaade Skjeg,
og venter med Længsel sit Bytte“.

Saaledes gik Kirsti-Gubrand med sin villige Tunge over fra et Kapitel i Folketroen til et andet, og det kunde nok have lønnet Umagen at følge ham længere, dersom han havde haft en anden Tilhørerkreds. Men blandt os Fremmede var der nogle, som med al Omhu