Stød drukket Vinen og begyndte nu med en mageløs Tungefærdighed og Ordrigdom at knytte sine Bemærkninger til et særeget Punkt af Oles Anbefaling. Hans Tale var ganske i disse Egnes Mundart, men tillige blandet med saadanne halvforstaaede Udtryk af Bogsproget, som man ellers pleier høre hos Skoleholdere paa Landet, og som han udentvivl af en forfængelig Drift og ved sit omflakkende Liv havde tilegnet sig.
„Ole har sagt“, begyndte han, „at jeg for et godt Ord gaaer Skuret op paa Bersundskollen. Men der vil nok Mere til, naar det skal ske, som for hele Brøtningsmagten var et uhørligt Vidunder. Det er gjort dengang i Mangfoldiges Paasyn, og det var i Veddemaals Pligt og Medfør; men der vil endnu større Ting til, naar det herefter skal gaae for sig. Vi vare To sammen, der gik til fjelds; men da den Anden var kommet saa langt som til Korpeskabet og saae sorte Elven som et grueligt Slug dybt under sig, da blev han ganske klein, med Graad og Skjelven, og bød forgjeves fem Daler til Den, der strax vilde hjelpe ham ned igjen. Han maatte da for det Første bage sig fast der, saa godt han kunde, og han kom siden med stor Vemodighed nedover med min og Andres Bistand. Jeg gav mig liden Tid til Omsyn og Forbauselse, da jeg var i Skaret, og jeg endsede hverken Rift eller Risp skjønt det gik alvorligt gjennem Skindet. Fælt uhyggeligt var det med Korpeskriget deroppe, og med den
