er let at forstaae, efterdi det var kommet saa vidt med Erik og Gudbrand, at de med svære Eder havde undsagt hinanden. Gudbrand vidste godt at han var ringere af Kræfter, derfor drev han Alt med Underfundighed, og havde nok ikke meget Mod paa at træsfe Erik alene, skjønt Mange mente at Udfaldet af et saadant Møde kunde være uvist; thi Gudbrand var iøvrigt en haandfast Karl og grum naar han blev angreben. Ved den Tid sagde han ofte, at han bestandig gik med Ligskjorten paa, og at det var ham ligemeget hvad enten han tog Liv eller mistede Liv. Engang hendte det at Gudbrand, der havde været i Skoven for at hugge Gjerdefang, vandrede hjemover paa en smal Sti, der gik gjennem en Myr. Han saae da sin Modstander paa temmelig Afstand komme sig imøde; men Erik, der pleiede at lude noget med Hovedet, mærkede ei den Anden før Sammenstødet var uundgaaeligt. Da sagde Gudbrand: En af os maa ud i Myren her. Denne Gang faaer det blive mig, svarede Erik, siden Du har Øxe og jeg har bare Kniv, og idet samme sprang han ud paa en Tue i Myren; alligevel havde Gudbrand saa stor Frygt, at han gik et godt Stykke baglænds med hævet Øxe“.
„Men hvad blev saa Enden paa deres Stridigheder“, spurgte jeg, da det lod til at den Fortællende her vilde slutte sin Beretning. „Der siges“, svarede han, „at Erik tilsidst for Freds Skyld maatte betale
