et Træk af Begivenheden at indføre. Saaledes fremkom en Beretning i Brudstykker, der stærkt mindede om de islandske Fortællinger, hvor en dybtnæret Hevnfølelse og en utæmmelig Selvtægt fremkalder de vildeste Handlinger. Ligesom i den islandske Saga om Hønsethorer, begyndte Fortællingen fra Busterud med en Tvist om noget Hø. Begivenheden her blev vel mindre rædsom og blodig, men medførte dog Træk, der snarere synes at tilhøre Oldtidens Ubændighed end Nutidens fredede Samfundsorden.
„Det var vel et grumt Syn“, sagde Ole, „da den store Granemo paa Busterud stod i lys Lue midt i Sommertørken. Det skede strax over Midnat; Ilden gik lige ind paa Husene, og Erik, der var en betænkt og forsonlig Mand, fik nok dengang større Hastværk end han skjøttede om. Der siges, at Gudbrand kort før i Manges Paahør skal have lovet, at der snart skulde blive baade lyst og ryddigt paa Busterud; men siden, da Sagen kom for Retten, blev de Ord udlagte om Braatebrænding, skjønt det næsten var utænkeligt, at dette kunde være Meningen“.
„Det blev ikke derved“, sagde Oles Sidemand, „thi Erik fik efter den Tid saa stor Skade paa sit Kvæg, baade med Sot og anden Ulykke, at Enhver kunde vide det var anstiftet i Fiendskab“. En anden af Baadsfolkene, der engang havde været i Arbeide paa Busterud, bemærkede hertil: „Al den Fortred
