tause ved Aarene, begyndte nu en Samtale om Flaskerudætten, der snart vakte min hele Opmærksomhed. „Se til Flaskerudkarlene“, sagde Ole Ask, „de have nu en anden Skik end før paa deres Ager og Eng“. „Ja vel“, svarede hans Sidemand, „de faae nok bedre Brug for Kræfterne sine nu for Tiden“. Ole, der sad mig nær, henvendte nu Ordet til mig og sagde: „De skal vide, at der paa Flaskerud boer en Kæmpeslægt, hvoraf der er kommet de sværeste og haardeste Karle i alle disse Bygder; især var tre Brødre af den Æt grumme Fredsforstyrrere og Voldsmænd. De have ryddet mangen Gildestue, hvor der var Dands og Lystighed og godt Samkvem før de kom i Gaarden. Ja der stod en saadan Skræk af disse Brødre, at forsamlede Folk ofte gik fra hverandre blot de viste sig paa Tunet“. „Det var ellers underligt“, tilføiede Ole Ask, „at en af de stærkeste Mænd i Flaskerudætten, Erik, der boede herinde paa Busterud, skulde sinde sin Overmand, hvor han mindst ventede det; thi han maatte give tabt for sin egen Husmand, Gudbrand Haglkjernbraaten. Men Erik var nok med al sin Styrke den spageste Mand af den Slægt, og Gudbrand havde derimod et haardere og stridigere Sind end alle Andre“.
Fortællingen om Erik Busterud og hans Husmand begyndte nu at beskjæftige vort hele Selskab, og enhver af Baadsfolkene havde en Formening om eller
