dette skrøbelige Hus var Menneskelivets eneste Tegn paa det alvorlige Huldrebjerg. Det store NatUrbilledes overmægtige Indtryk blev derved end mere føleligt, og Øiet vendte sig derfor gjerne mod de mildere Bredder, der snart ved en Bøining af Elven omgav vor Fart.
I det klare Solskin, ved det dybe rolige Vandløb, stode Graner og Løvtræer i den skjønneste Blanding paa de djervt afsatte Bjergleier og grønklædte Jordvolde, hvori Elven var indfattet. Til begge Sider havde vi lavere Strækninger, men foran os steg Landskabet fra Elvebreddens dyrkede Bræm i langbratte og mørkladne Skraaninger mod høie, skjønt tegnede Fjeldformer. Elven bugtede sig yndigt, snart i snævert Leie, snart betydelig udvidet gjennem den frodige og solglindsende Egn. Det blinkede i Vandløbets utallige fine Strømninger, Bredderne tindrede med Birkeløv og Barnaale; de fjernere Fjeldmasser stode i det klareste Ultramarin mod Luftens Sølvtone.
Saaledes glede vi frem i Nærheden af de veldyrkede Marker hvor Flaskerudgaarden viste sig i fuldt Lys mod en disig Baggrund, der dannedes af den høie, men mildt afrundede Ringerudkoll. Til høire er den dybe Bugt, der gaaer ind til Busterud, omgivet af granklædte Moer, og Vasdraget har her ved sin Vidde og sit rolige Løb Udseende af en Indsø eller en Fjordarm. Baadsfolkene, som hidtil havde siddet
