Begyndelsen førtes tungt mod Strømmen og kun langsomt fjernede sig fra Gaarden. Bersundsmanden blev længe staaende paa Bredden, hvor han havde sagt os Farvel. Jeg maatte tænke paa hvor underligt hans milde, spagfærdige Liv er stillet mellem den rivende Elv og Skovaasen, hvor Bjørnene gaae paa Rov.
Vi befandt os nu tæt under Bersundskollens høie Strand og havde ret en Storhed at se op til. Vi kunde ogsaa fornemme dens Magt og Myndighed; Blikket løftedes uvilkaarligt, det var som om man ellers maatte føle sig beklemt og utryg. Høit over Elven paa en græsbevoxet Skrænt, mellem store Klippeblokke og smekre Birke, stod Kirsti-Gudbrands Hytte. Kun Stuen havde nødtørftigt Tag; over det Øvrige saae man de nøgne Spærrer. Den usle, af Sten og Tømmer sammenflikkede Bolig, var ei bleven fuldført, og syntes nu at være yderlig forfalden. Paa den brogede Grund mellem Fjeldstykkerne, Buskene og de hvidstammede Birke, udfandt Øiet efterhaanden Gudbrands talrige Familie af Smaa og Store, der havde spredet sig i Nærheden af Hytten. Øverst i Lien stod Konen med Forklædet fuldt af friskt Græs, som hun havde skaaret under Fjeldkanten. En Ged benyttede det ubevogtede Øieblik og nappede ivrigt af hendes Forraad, medens hun paa Lieutenantens Tilraab og Spørgsmaal svarede, at Gudbrand var reist til Kongstrømmen med Rasmus Bersund. Denne Familie og
