op paa Tunet“. Han fortalte nu, at min Ven Lieutenanten havde raadet ham til at give Bygningen en Sval og et lavmønet, udliggende Tag. Medens jeg meget anbefalede den Plan, kom just Lieutenanten til, og Sagen blev da i Korthed afhandlet. Endelig sagde Bersundsmanden: „Ak, Hr. Lieutenant, dersom De endnu var en ivrig Jæger, som i gamle Dage, kunde der vel ogsaa blive Raad til at faae Gavlen paa det nye Hus prydet med et Bjørnehoved eller to; men siden De hørte op med Jagten paa disse Kanter, trække Udyrene ned i Bygden. Her gaae nu to svære Bjørne langs med Aasen og gjøre megen Ugavn; endnu igaar morges faae vi dem begge i Skovbrynet, og ventelig faae vi snart Skimt af at der følger Unger med. „Vi have da“, sagde Lieutenanten, „igaar med al Magelighed holdt Maaltid paa den Families Enemærker, og Thorkild Vestby kunde let faaet Brug for sin Riffel. Thorkild, Skovbetjenten, der stod hos, optog dette Vink, og lovede at gjøre sit Bedste, naar han var færdig med sine Sommerreiser. „Det turde træffe godt til“, sagde han, „da jeg just staaer i Akkord med en Mand i Drammen om en forsvarlig Bjørnefeld“.
Disse Beretninger og Overveielser samlede efterhaanden det hele Selskab om Gaardens Eier, og med Studsen hørte Damerne hvad han fortalte om Bjørnenes Nærhed. Imidlertid var Alt blevet færdigt til vor Afreise, og omtrent Kl. 9 gik vi i Baaden, som i
