Huset, og erindrede mig om at det var Tid at komme til Ro; jeg skiltes da fra Thorbjørn, der imidlertid havde ytret, at vi nok skulde træffes igjen ved Kongstrømmen. „Og det bliver gildt Veir“, sagde han, idet han saae op mod en Luft, der nu forekom mig truende. „Ja jeg tør nok love for, at en hel Uge gaaer hen med fornøieligt Solskin“.
Saaledes endte med et godt Budskab denne Dag, der for min Sands og mine Tanker havde stillet et rigt Naturstof og mange nye Billeder. Jeg syntes at den tilbagelagte Vei havde vist os ethvert af sine mærkelige Partier netop til de rette Tider, og saaledes kunde jeg nok være tilfreds med at have seet Bersunds alvorligskjønne, eventyrlige Dal i det sidste Aftenlys og i Sommernattens første Timer.
Thorbjørn blev sandspaaet; den Dag, i hvis Lys vi vaagnede paa Bersund, kunde ei være skjønnere. Luften var let og af en vederkvægende Friskhed; paa Himlen var der kun enkelte hvide, skinnende Skyer. Elven og Skoven tindrede i Solglandsen, og dog havde vi ogsaa nu Indtrykket af denne Dals alvorlige Væsen. Først og fremmest maatte jeg betragte Bersundskollen, der nu stod skygget, men i Dagens Klarskygge, som kun forhøiede Indtrykket, uden at skjule noget af
