Side:Reisebilleder og Digte.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
32


Gjerning, saa tyst som det kan blive for Elven, der har sin egen Villie“.

„Men“, indvendte jeg, „i Aften har jeg dog hverken seet Huldren eller hørt Skraldet“.

„Vel nok“, svarede Thorbjørn; „men der er i den sidste Tid skeet adskillig Forandring her. Folk tale om, at der er opkommet her paa Sletten en Magt imod Huldremagten“.

„Her, hvor vi ere“? spurgte jeg forundret.

„Ja“, sagde Thorbjørn, „Den, der farer vidt om, faaer meget vide; Mangt er uvittigt og Mangt ubevisligt, men en Del troligt, som ei kan føres til Thinge. Der siges, at her paa Vangen er kommet et Skrømt af en Kirke, som ei sees uden af Den, der har de rette Øine; men kan han i det samme mærke den med Staal, saa bliver den tydelig for Alle, som et rigtigt og paatageligt Gudshus. Engang, for nogle Aar siden, havde en Skræppekarl spist Middag i Folkestuen her. Strax han kom udenfor, saae han Kirken. Han løb da tilbage for at hente sin Tollekniv, som han havde lagt fra sig paa Bordet; men Kirken var borte, før han fik mærke den, og efter den Tid har nok ikke Mange haft det Syn mere. Desuagtet kan Huldren godt vide, at der staaer en Trussel paa vestre Bersund“.

Under denne Samtale var det blevet Midnat. Et Par af mine Medreisende, der havde siddet paa Laavebroen og nydt den skjønne Aften, gik nu mod