ket The med det øvrige Selskab, da der blev sagt at Maanen var kommet op. Dette lokkede mig ud igjen, og jeg tog Plads ved en af Gaardens yderste Bygninger, hvorfra jeg havde den frieste Udsigt. Maanen skinnede endnu kun svagt gjennem Skumringen, men udbredte dog en Lysning, der gav Tunet og dets nærmeste Omgivelser en ny Interesse. Fra Folkestuen kom der en Mand, som standsede idet han just skulde gaae mig forbi. „God Kveld igjen“, sagde han, „der er vel saa godt ude som inde nu“. Det var gamle Thorbjørn, som vilde søge sig et Natteleie paa Laaven, men dog syntes at have god Lyst til først at faae en liden Aftensnak i det Frie.
„Leiligheden er nok daarlig her“, begyndte han igjen, „for saa mange Storfolk“? „Aa nei“,i sagde jeg, „Huset er rummeligt og temmelig vel indrettet; men det har rigtignok Udseende af at være gammelt og skrøbeligt“.
„Ja det staaer ogsaa paa en Maade for Fald nu“, sagde Thorbjørn „da Manden tænker paa at bygge et nyt; men det skal opføres længere nordpaa Bakken, hvor Sletten ender. Der er heller ingen Moro ved at sidde bestandig og se ligeop i sorte Bjerget, hvor der i lang Tid har været saa utrygt og underligt, at man hverken Nat eller Dag kunde slaae sig rigtig til Ro“.
„Hvorledes det? Derom har du vel Adskilligt at fortælle“.
