mildt bevægede og dels i stride Hvirvler. Paa den anden Side, ligeover for vor Plads, var Bjørnekastet, det steile Sandskred, hvor Bamsen engang har baaret en Hest ligefra Elvebredden til Aasryggen. Dette Skred danner med sin lyse Grund den eneste Afbrydelse i Bjergsidens tætte Granvæxt, som i Forbindelse med de brat afsatte Bredder giver Elvpasset her en vild Charakter, der forresten ei tilhører Aadalens skjønt indfattede Vasdrag. Medens vi hvilede paa Skrænten og det mægtige Naturindtryk havde standset al Tale, svandt fra Aasen den sidste Solglands. I det samme Nu strøg et svalt Vindpust gjennem Passet, og fra Skovmørket lød en Susen, der et Øieblik overdøvede Elvens Hvirvler.
Vi havde valgt vestre Bersund til Natteherberg, men for at komme did havde vi endnu en Elvstrækning at befare, hvor der er slemme Steder med Skjer og stærk Strøm. Vi fandt det derfor rigtigst at gaae i Land ved Gjermundsstryken, medens Baaden blev trukket gjennem dette rivende, ujevne Løb.
Jeg blev her opmærksom paa en gammel Mand, der hørte til Opsynet med en i Nærheden liggende Tømmergrime, og som nu gav vore Baadfolk en Haandrækning. Det var en af de utryksfulde Skikkelser, der have den norske Fjeldbondes ægte Grundpræg og som ere kostelige Fund for Figurmalere. Men Billedet af en djervtskaaren Karl lykkes ogsaa bedre for Kunstne-
