indelse med deres Spleen, som ved de strømmende Vande paa eengang faaer Næring og Lindring. Rasmus Bersund er da vel en Melancholiker af denne Skole; men hvo der med aaben Sands befarer Aadalselven og ser en Sommeraften kaste sit Skjer og sine Skygger over dens mørkladne Strømme og alvorligskjønne Bredder, vil under det Indtryk, han selv fornemmer, med forhøiet Deltagelse betragte den unge Fisker, hvis Liv glider hen paa dette mægtige Elveløb.
Efter en halv Times Arbeide havde Rasmus Bersund skaffet os et rigt Forraad af ypperlige Fiske til vort Maaltid. Da vi kom tilbage til Selskabet fandt vi Kjøkkenet indrettet i et udtørret Bækkeleie, og Spisebordet, der var sammensat af Baadtilierne, og lagt paa nedrammede Pæle, fuldstændig dækket og omgivet af Bænke, der ogsaa hørte til Baadinventariet. Rasmus Bersund sad med os tilbords og vi drak hans Skaal i fortræffelig Hochheimer. Derefter forlod han os og drog hjem i sin Fiskerbaad. Det var aftalt, at vi den næste Dag skulde træffe ham ved Kongstrømmen.
Imidlertid heldede det mod Aften. Vi havde holdt Middag ved en standsmæssig Time, og da vi efter Maaltidet gjorde en liden Udflugt paa den høie Elvbred, saae vi den dalende Sol kaste sit stærke Lysstreif over Skoven. Vi satte os paa Skrænten, hvorunder de dunkle og dog saa klare Vande strømmede hen, dels
