forhøiet Grad tilvender sig den Reisendes Opmærksomhed. Vi stirrede ned i det klardunkle Løb og ønskede meget at faae Øie paa Rasmus Bersunds svømmende Hjord. Nu og da smuttede ogsaa enkelte Fiske forbi, som flygtige Skygger. Endelig havde vi lige foran os det bratte Sandskred, der kaldes Bjørnekastet. Paa den anden Side var en liden Baad fastgjort ved Bredden; „Der er Rasmus Bersund“! raabte paa eengang flere Stemmer, og der sad han ogsaa i Graneskyggen; „Har du ventet os, længe, Rasmus“, spurgte Lieutenanten. „Omtrent en halv Time“, „Hvorledes bider det“? „Daarligt“. „Har Du Fisk“? „Tolv“, svarede Rasmus Bersund.
Vor Baad lagde til i en liden rolig Bugt og Folkene fik nu travlt med at bære i Land og ordne der en Hoben Ting, som hørte til et Middagsmaaltid og til Bekvemmelighederne ved nogle Timers Hvile i det Frie. Paa den brede Fjeldterrasse, der dannede en høi Vold over Elven, udsøgte vi os en aaben Plads, hvor Blaabærlyngen vexlede med Græspletter, der viste os en broget Pragt af modne Jordbær og fine blomstrende Urter. Ved Skovkanten stod et tæt Hegn af Smaabirk, Rogn og Hassel, og derbag hævede sig de ranke Granestammer i tættere og tættere Stimmel, der tilsidst tabte sig i Skovdybets, kun af enkelte Solglimt afbrudte, Skumring.
Medens Selskabet indrettede sig her, gik jeg i
