Mand blandt vore Baadsfolk Ordet og udbredte sig over Bersundsguttens Færdighed. „Jeg er nok den Første“, sagde han, „der har drevet paa Fluesiske i Aadalselven, saa jeg ved hvad der hører til, men Rasmus forstaaer de Kunster, som hverken jeg eller nogen Engelskmand eller Krødsherredspræsten kan gjøre efter. Mange Folk troe, han farer med Troldskab, for han tager Fisk, hvor en Anden ei faaer et Nap. Der er intet Liv i Elven, som kan skjule sig for Rasmus Bersund; han ved baade hvor Ørreten render og hvor den staaer stille, og hvad vi Andre kalde daarligt Fiskeveir er godt nok for ham; er det stegende Solskin og lavt Vand, saaat Ørreten holder sig ganske dorsk og døsig under Stenen, saa ved Rasmus ligefuldt at finde den; han staaer paa langt Hold og kaster Snoren ligesaa sikkert ud, som en flink Skytte træffer med Riflekuglen, og da lader han Fluen spille saa livagtigt over Fiskens Øine, at den snapper Krogen bare for at faae Ro. Men da maa den blive med om den er noksaa løsmundet. Ja, det er fornøieligt at se paa Rasmus Bersund, og udsøgte og fede ere alle hans Fiske; for de andre endser han ikke“.
Disse Meddelelser vare godt skikkede til at spende vor Forventning. Vi nærmede os Bjørnekastet og befandt os i et Strøg af Elven, hvor dens Bredder ere høie og saaledes omgivne af den tætte Skovs Ensformighed, at den med sine Hvirvler og Bugter i
