Denne siden er korrekturlest
Den vidste det; thi Aar for Aar
den staaer paany i Sol og Dag,
naar Vintren smelter og forgaaer
ved Vaarens milde Aandedrag.
Men Planten er i Dvale lagt,
dens Liv er altid stumt og trygt.
Kun Adams Æt er aandigt vakt,
har Tvivl og Tro, har Fryd og Frygt.
Kun Slægten, som til Lys blev skabt
og er af Gud i Høihed sat,
kan i sin Modgang staae fortabt
som i en evig Vinters Nat.
Hvor er da Vinter for en Aand,
og hvor er Aandens Vei saa mørk?
Maaske hvor Nød har Overhaand
og Sorgen gaaer i Savnets Ørk?
Ja, med et bittert, haabløst Navn
betegnes tidt en jordisk Nød,
og mangt et Sind i Sorg og Savn
har lidt den aandelige Død.
