Side:Reisebilleder og Digte.djvu/203

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Aandens Liv.
1.

Nu ruger Sneen overalt
paa Plantelivets stille Hjem;
hvor Vintrens tætte Byger faldt
staaer Busken knap af Sneen frem.

Paa stenet Grund, paa Blomsterbed,
det samme Øde udbredt er
saa jevnt og dybt, at Ingen ved
at skille Død fra Dvale der.

Men følte Planten Vintren nu,
og havde Aandens Liv og Ild,
den skjalv vist ei af Angst og Gru,
mens SNeen dækkede den til.

Den sukked vist ei Tiden hen,
men laae i SKjulet rolig blid;
den vidste jo, at just for den
er Vintermørket Haabets Tid.