Denne siden er korrekturlest
Hans stærke Sjel har overvundet Døden
alt længe før den rammede hans Bryst,
og derfor gik han som i Morgenrøden
i Støvets Land paa Salighedens Kyst.
Dybt fra hans Indre over Menigheden
kom Ordets Ild og Magt;
han var mig som en Lysets Aand herneden
i jordisk Præstedragt.
Hvor han var trøsterig og mildt bevæget,
mens Dødens Ve omkring hans Hjerte laae!
Hans Aasyn, som en Overengels præget,
lod da hans Elskte ane hvad han saae.
I Vemod sank mit Hoved til hans Leie
og hviled mod hans Kind.
Det var som om jeg fulgte ham paaveie,
og saae i Himlen ind.
