Denne siden er korrekturlest
Hvo der vil søge den forborgne Kilde,
og stoler paa at finde den tilsidst,
han vandrer om forventningsfuld og stille,
og bærer i sin Haand en Vidiekvist.
Det Træ, der Rødder fik hvor Bækken rinder,
og i dens Bad slog ud sin Vaardags Pragt,
er siden bundet som ved dunkle Minder,
der holde det ed Vanderne i Pagt.
Og derfor bøier Kvisten sig mod Grunden,
hvor Aaren strømmer gjennem Dybets Vraa,
og da er Kilden, den forborgne, funden,
der snart i Dagen skal blandt Blomster gaae. —
O du, der søger paa din Livsens Vandring,
for al din Mødighed og al din Kval,
det dybe Væld, der bringer sød Forandring
i Tungsinds tørre, farveløse Dal!
