Side:Reisebilleder og Digte.djvu/188

og fik først nu et Tegn, hvorved
det mindes om sit Samfunds Med.

I Klynger Byens Huse staae
med Glædeshal ved Kummersvraa,
med Glimmer under hævet Tag,
med Ringhed inden Dør og Fag,
med stille Skik, med travle Kaar,
med Liv, der skifter Aar for Aar.
Saa boe vi sammen i vor Stad
og spredes dog og skilles ad,
og derfor er Guds Helligdom
det Sted, vi alle samles om,
og kaldes i det samme Navn,
og holdes i en fælles Favn.
Det sande Liv i Sorg, i Fryd,
i husligt Verk, i Borgerdyd,
det sidste faste Samfundsbaand:
Alt dette eier Kirkens Aand,
Alt dette er en KRaft af Gud,
det sletter hver en Sondring ud,
og hæver Sjelens Øie blidt
fra Vandretidens tunge Skridt.

Et Herren Tempel skal da ei
i Ringhed stilles paa vor Vei,
og skjules af den travle Stad
i andre Huses Flok og Rad;