Side:Reisebilleder og Digte.djvu/174

Og der kom, hvorom han aldrig drømte,
skjønt han gik saa tankefuld,
Brev og Bud til ham fra den berømte
vidt bereiste Mester Ole Bull.
Han, der turde selv ved Kongetroner
lade Slaatten over Strængen gaae,
han erindred, at dens bedste Toner
lød paa Fjeldet i en Hyttevraa.

Og da lod han Møllergutten bytte
denne Hytte med en Hal,
hve vel Fler end Tusind kunde lytte
til de underbare Toners Fald.
Møllergutten sad som naar man stirrer
overbøiet paa et Elvdybs Pragt,
og som Broen, hvor man dvæler, dirrer,
saadan rysted Sædet ved hans Takt.

Men hans Spil var og som Fossefaldet,
der i stride Hvirvler gaaer,
og ved Spillet blev hver Tanke kalder
did hvor Fossegrimmen Harpen slaaer;
kaldet fjernt hen til de grønne Dale,
der har Kilder fra et snedækt Fjeld,
hvor vor Kunst i Toner som i Tale
altid finde kan i sit friske Væld.