hed stod mig for Tankerne, sagde man mig at dette Strøg af Elven kaldes Munkevad, fordi en Munk i gamle Dage var vadet herover. Det var kun en mager Beretning, men for mig afgav den nu en god Figur til den Scene, jeg havde for Øie. De sydlige Folks Humor har ofte fremstillet de hellige Eneboere som et Slags Fauner i Naturidyllen, og saaledes saae jeg Munken med opkiltret Kutte skride gjennem det sagterindende Vand. I Kurven paa hans Ryg havde jeg gjerne stillet et godt Stykke Vildt mellem Meloner og Druer; men jeg maatte betænke at det udentvivl var Munken fra Klosterhospitiet paa Hadeland, som her lakkede hjemover med en tilstrækkelig Ret af de ypperlige Ørreter, der videnom har gjort Aadalselven navnkundig.
Vi roede sagte og behageligt frem i dette Indelukke; men snart begyndte Elven at strømme igjen, og vi mærkede at et nyt Vandfald var i Nærheden. Vi landede paa et fremspringende Nes og havde nu foran os et aabent, vidtudstrakt Elvparti, hvis lette Strømninger kom fra den lave Svinefos. Midt i dette Fald er en Holme med prægtige rødstammede Fyrretræer; derover danner et blaaligt Bjerg Baggrunden. Til begge Sider af Elven hæver sig Skoven, der hist og her viger for en fremtrædende Fjeldvæg. Det hele Billede venter paa Landskabsmaleren; han vil finde
