overdrevne Modeformer, og endelig Rocorosmagens Finheder og Forvridninger ganske maa have ophævet dette Slags Tilnærmelser og Overgange. Men Øboerne synes ogsaa i deres Selvudvikling at have mindre Bevægelighed og Foranderlighed end deres Naboer paa det faste Land; hos Havstrilen er saaledes alle de Egenheder, der blandt Bønder i Almindelighed hentyde paa forældet Skik, særdeles skarpe og fremstikkende.
Man ved at Bryllupsfærden med Alt hvad dertil hører, danner et af de mærkeligste, mest brogede Optrin af de bergenske Bondealmuers Liv. En Bondepige der, som „staaer Brud“, er i sin fulde Pragt et eventyrligt Væsen; hun har en vægtig, forgyldt, med Stene besat Sølvkrone paa Hovedet; hendes Haar er udkæmmet over Ryggen. Paa Brystet har hun en svær Besætning af Mynter og drevne Zirater; fra hendes Belte, der bestaaer af firkantede tætsammenføiede Smykker, nedhænge brede, velbeslagne Læderremme, og al denne skinnende Pragt er, ligesom Kronen, af forgyldt Sølv. Man kan ikke tvivle om at en saadan Skikkelse har sit Forbillede i en meget fjern Tid. Saaledes maa Margrethe Fredkulle have seet ud da Magnus Barfod fremstillede hende som sin Brud og Norges Dronning; eller om man ikke vil gaae saa langt tilbage, ved man dog af Magister Absalons Kapitelsbog, at Jomfru Brynhilde Benkestok om-
