Historie. Man kan vide, at Vandenes Dyb maa for disse Strandboere afgive et uudtømmeligt Tankestof. Naar en Havstril taler om Søen, har ogsaa hans Sprog en egen Fylde, og han giver den en Mængde metaphorifke Betegninger, af hvilke flere have den legende Fortroligheds humoristiske Anstrøg. Oftest kalder han den „Blaamyren“, og man kan da tænke sig den som en Udmark, hvor hans vrimlende Hjord færdes. Han kjender godt dens Samlingspladse derude; thi Bølgen er ham et luftklart Dække, og under den har han sine urokkelige Grændseskjel for Grunde og Med. Hans Blik dvæler altid med Forkjerlighed paa Blaamyren, men ved Helligtrekongerstider betragter han den dog med den mest spendte Opmærksomhed; han venter da Hvalen, og han sender sine Børn ud paa alle Klipper forat speide efter dens Komme; thi Hvalen er for ham en Hyrdehund, der driver den vilde Hjord nærmere mod hans Enemærker.
Hos dette Folkefærd finder man endnu friske Levninger af en forlængst henrunden Tids Sæder og Leveskik, og der er vistnok kun faa norske Almuer, som vise en saadan Fastholden ved det Gamle. Indvirkningerne fra den nære By maa engang, da Borgernes Skik var mere enfoldig og drøi, have været meget stærke og kjendelige; thi den rige Havbonde viser i sit rette Optog mangt et Træk af Middelalderens Byliv; men man kan let forestille sig, at de følgende Tiders
