Man ser snart, at Jordsmonnet paa disse Øer overalt har en underordnet Rang. De dyrkede Egne sætte kun faa Kræfter i Bevægelse, og det milde Kystklima hviler over mangen brugbar Strækning, som udentvivl bestandig skal blive en Ørken, skjønt Naturen ogsaa der har henstrøet sine Yndigheder i den vilde Abild, i de krybende Rankevæxter og i Lyngarternes glindsende Bær. En Fisker, der rigtig er ved Magt, vender ogsaa gjerne Ryggen til alskens Løv og Grønsvær, og vælger sig et Sted paa Stranden, hvor der blot er god Landingsplads og dertil noget Ly for Huset. Den solide Strandsidder bruger ikke Røgstue; hans Bolig har Ovn og Skorsten og et Vindve, der vender mod Søen; han taler ogsaa med en vis Selvfølelse om sin „Glasstue“, thi med dette Udtryk vil han tillige vække Forestillingen om en større Bekvemmelighed og Orden i hans hele Oekonomi. Huset ved Stranden er et Observatorium, og fra dets lave Vindue udspeides Hav og Himmel af meget aarvaagne og kyndige Blik. Naar Fiskeren staaer med sin korte Kridtpibe bag de smaae Ruder, da er han ingen ørkesløs Betragter. Han ser ind i Skyernes Vugge og forudsiger deres Væxt, han tager ubedragelige Varsler af Fuglenes Flugt; ved den første Morgenlysning læser han allerede i Havbrynet den kommende Dags
