Side:Reisebilleder og Digte.djvu/154

150

hænger der flækket Fisk og Pjalter af Sildegarn. Indenfor er der en eneste Stue, med Grue og Røghul. Man studser ved dens ubetydelige Omfang, naar man overvejer hvormange Individer, der ofte ere samlede i et saadant Rum baade Dag og Nat. Der er ved disse Røgftuer Intet af den Behagelighed og Orden, som man ofte træffer i lignende Bygninger hos den rigere Bonde paa det faste Land. De glat bearbeidede Tømmerstokke og den egne kniplingsartede Bord af Kridttegninger, der løber om en smuk Røgstues Vægge i de anselige Fjeldbygder, ser man kun sjelden ude paa Øerne, thi her bruger man kun ved enkelte høitidelige Leiligheder at skure den hele Stue med Sand. Hos Havbonden er det snævre Rum end mere indskrænket af alskens plumpt Bohave og Redskab. Paa Bænkene langs Væggen er der neppe Plads til et Sæde; man træffer der smaae Børnesenge mellem Saltekar og Tjerebøtter. Ved Gruen hænger ofte den hele Families vaade Søklæder; paa Gulvet kan man blive hildet i Bunkerne af et Garn, der just skal repareres. Men Lysfaldet gjennem Taget over alt Dette er af en ypperlig Virkning. Naar den gamle Havstril i sin maleriske Dragt, med sit lange Graaskjeg, sidder i Røgstuen under Lyren, da minder han levende om mangt et prægtigt Billed af den uforlignelige Rembrandt.