et meget tættere Samfund end andensteds. Hesten er dog den snurrigste Figur af dem alle. Naar man ser den komme ud af sin Stald, der er noget større end et almindeligt Hundehus, ved man neppe til hvad Slægt den skal henføres. Den er kortbenet og plump og har ofte et Rag som en Bjørn; den er nærved at føre et Svins Levemaade, og synes derved at have antaget Meget af dette Dyrs Former. Koen er her let at føde; den spiser Sildehoveder som en Sælhund, og man kan byde den Tang som Græs; det er troligt, at en Hvalrosunge endog vilde sinde dens Mælk meget velsmagende. Havstrilens Yndlingsdyr er Svin og Høns; han har paa en Maade indlemmet dem i sin Familie, thi de tilbringe en stor Deel af deres Liv i hans Stue. Svinet vises dog i Almindelighed ud, naar dets Natur rigtig har udfoldet sig; men Hønsene have et stadigt Tilhold i Familiens Skjød, og føre saaledes et lunt Stueliv den hele Vinter. Bonden ved at drage Nytte af denne Ømhed, og ved Juletider gjør han gode Affairer med sine friske Æg.
Man kan gjette sig til, at Renlighed ei er Hovedsagen i disse Folks Boliger. Der er heller ikke nogen norsk Almue, som er mere berygtet for sit Søleri end Havstrilerne. Man lugter deres Stel paa langt Hold. Deres lave Huse ere omgivne af denne Husholdnings Attributer og Herligheder; paa Taget, paa Væggene og paa Stænger ved Indgangen
