ude i Stranden staae de rækkevis, ofte til Bæltet i Vand, og trække den bristefærdige Nod, uden at blive trætte. Mangengang er Landet kun en gold Holme med en eneste skrøbelig Hytte; der drage de ind naar Mørket falder paa. De holde sig sammen ligesaa tæt som de indestængte Sild udenfor. Det ene Legeme støtter sig til det andet, og saaledes sove de Natten over i deres dampende Sødragt.
Havstrilen er, som man kan tænke sig, kun en maadelig Jordbruger. Den romerske og den engelske Plov ere for ham lige gode; thi han bruger ingen af dem. Hvis han har lidt Jord, stanger han af og til deri med en ussel Spade. Han kaster alskens Fiskelevninger ud til Gjødsel, og forresten lader han Naturen hjelpe sig selv. Der er paa disse Øer nogle beboede Trakter, som man har vovet at kalde Bygder; de ere meget stakkede i alle Dimensioner. En Odelsmand fra Totn eller Smaalehnene vilde le dem ud; men den fattige Fisker, der boer ude ved Brændingen, har ogsaa paa sin Maade Ret, naar han anser dem som fagre og velsignede Egne.
I en saadan Bygd er der i det Hele en ganske egen Landhusholdning; man ser snart, hvorledes Sølivets Elementer raade ogsaa her og trænge igjennem overalt. Selv de egentlige Landdyr finde sig deri, og forandre deres Leveskik. De ere alle formindskede Udgaver af deres Arter, og de leve her om hverandre i
