stille Dag at se ned i det klare Dyb under Kystkanten. Hvilken fabelagtig Mangfoldighed af Asterier og Bløddyr og Havvæxter klæbe dernede ved Klipperoden! De store, stammede Tangarter fremskyde der i uendelige Sammenslyngninger og udfolde en gigantisk Bladform over de smekre Stengler; man skal ikke vente længe inden man ser kraftige Fiske glide ud af disse Plantefletninger, og man har da et eget Genre af Grotesker, der i eventyrlig Fylde kan overbyde Phantasmerne i Pompeji og i de vatikanske Loggier.
Den største af de ovenfor nævnte Øer, Sartor, med en Længde af tre norske Mil, har en mystisk Indvaaner, om hvem troværdige Folk kan berette selsomme Ting. Der er paa Øen et stort afsidesliggende Vand, som kaldes Kurelen, dets Bredder ere ubeboede, paa to Gaarde nær, som dog er vidt adskilte; man siger om Dybet her, som om flere norske Indsøer, at der paa visse Steder ei kan naaes Bund; men der siges desuden noget Andet, som er langt mere mærkeligt. Man har nemlig gjennem en lang Række af Aar, til forskjellige og ubestemmelige Tider iagttaget et Uhyre, der hæver sin hvælvede Ryg over det mørke, ensomme Kjern, og bliver liggende der som en glat Holme. Dets opskydende Bevægelse driver mægtige Bølgebuer mod Stranden, men siden er det; stille og man ser kun en Art Bæven om dets Sider, som naar den bløde Medusa hænger i Vandfladen. Man
