Flere af disse Øer ere, som bekjendt, af betydelig Udstrækning. Sartor, Askøen, Holsenøen, Radøen, kunne efter Størrelsen sammenlignes med Langeland, Malta, Wight, Ithaka; og enhver af dem afgiver i sine Hovedformer et Norge i det Smaa. Det Hele er Fjeld med Dalstrøg og Myrstrækninger, med Indsøer og Elve, og med skarpt indskaarne Søbugter. Men alt Dette har dog et eget Præg; Træer og Planter skyde frem af dybe, fugtige Mosleier, en broget Flora af Lavarter ansætter sig paa de snoede Grene; Engen har tyndt Græs, og er arm paa Markblomster. Ved Stranden har Klippevæggen ofte en høi Bord af levende Farver, men inde paa Øen hæver Fjeldet sig sortladent og strengt Selv paa, klare Dage svæver der over disse Egne et fint Dugslør. Paa Bjergskrænten ser man dets fugtige Glands, og over Landskabets Grunde spreder det en skuffende Tone af Hensvinden og Fjernhed.
Det giver et uudsletteligt Indtryk, naar man stiger op til nogen Høide paa en saadan Ø, og derfra overskuer de underliggende Strækninger. Ved første Øiekast ser det Hele ud som en chaotisk Masse af sammenstørknede Bølgerygge; man betragter det som en trøstesløs Oase i Kanten af den store Havørken. Her føles Eensomhedens Gru, medens Taagelegemer hænge vaklende mellem Himmel og Hav og medens den klamme Luftning stryger henover Lyngen; herhid bæres de tung-
