enhver stille Betragtning følte jeg der mit Væsens sande Fortrøstning og Ligevægt.
Ja, der fandt jeg Anvendelsen for Henrich Steffens’s Ord, naar han siger om vort Klippeland: „Den der fra Verdens forvirrede, forviklede Gjering kommer hid, for ham er det som om et simpelt herligt Livs friske Luft duftede ham kvægende imøde, som om han saae den klare, kjølige Livsstrøm fremvælde fra en tidligere, længst sunken Tilværelses dybe Brønd“. Men, sandelig, ogsaa i vort Hjem indskrænkes Oprindelighedens, det friske Naturlivs Rige, og trænges stedse høiere op i de ensomme Lier. Derfor sad jeg i den grønne Dal og følte, at den Egn jeg havde forladt, var mig som Eventyrets lukkede Land. Fra dets stille, overskyggede Sti, var jeg henflyttet mellem Tummel, og Travlhed i et Dampskibs Route, og medens jeg gik fra Stranden til vort Herberge, kom Idsted-Slagets Ry mig imøde, og fjernede fra min Tanke i det samme Nu alle Skovens og Fjeldets Billeder.
