sluttet Vraa, hvis Vanddyb opsluger Skummet og kun viser et skvulpende Bassin. Denne natlige Elvgrube kaldes Budeigraven, skjønt det ei er nogen Kvinde, men en af Vasdragets dygtigste Brøtningsmænd, som har fundet Døden her. Man kaldte ham efter Moderen, Budeigutten. Under en Vaarflom, medens Arbeiderne hvilede, gik han ud paa en Houg, og stak blindt hen i Massen, da traf han netop „Bandstokken“, det Træ, der holdt Hoben sammen; og nu skede Bevægelsen. Med de løsrevne Stokke foer han ud i de rasende Hvirvler. Som en Svømmer, der vil dukke, slog han i Forfærdelsen Hænderne sammen over Hovedet og forsvandt i Styrtningen, hvor Tømmeret gik knagende over ham. Ud paa Sommeren fandt man ham knust i det sorte Dyb, som efter ham har faaet sit Navn.
Ved det øvre Fald tilstedede Grundens Beskaffenhed at vi, saagodtsom omgivne af de brusende Vande, kunde sidde trygt og bekvemt og modtage det kjølende Bad af Fossens Skumtaager. Paa den anden Side havde vi ligeoverfor vort Sæde den dybe mosbeklædte Klippespalt, der ligesom Budeigraven bevarer en Erindring fra Tømmerførernes vanskelige Bedrift. En uforsigtig Mand foer engang her afsted paa de løse Stammer. Han kom pludselig af Syne og man troede ham fortabt, men han var kun kastet tilside i denne Spalt, hvor han sad indeklemt. Fossen oversprøitede
