gik i tørre Bækkeleier. Efterhaanden udfoldede sig de lavere Egne for vort Blik, og endelig kom vi ud paa Eftermiddagen, dygtig trætte, mellem Agre og Frugthaver, ned i den grønne veldyrkede Dal. Her tog vi med Færgen over til Rødnes paa den modsatte Bred af Randsfjorden, hvor vi skulde overnatte.
Jeg sad paa en Tømmerhob ved Stranden, og saae hen over Søen og dens Omgivelser, og Alt var mig her saa forskjelligt fra de Egnes Væsen, jeg nylig havde befaret. De store Gaarde, med bymæssigt tilstudsede Vaaningshuse, laae brammende under Aasen; fra Landeveiene hævede sig af og til tunge Støvskyer, og over Søen førtes svære Pramme med alskens Gods. Selv Luften var anderledes her, og skjønt den hvilede over den store Fjord og de friske Enge, forekom den mig dog lummer og trykkende. Jeg saae over til Vilbergkleven, der gik som en bleg Stribe gjennem Bjergets mørke Granevæxt; Aasryggen tegnede sig skarp mod den lyse Himmel. Men derbag, høit over Dalfuren og dens Færdsel, laae det stille, lukkede Land med de udstrakte Skove, de hendragende Fjelde, de klare Vande, og den pure Luft. Der var godt at hvile og sundt at aande. Fra Skovmørket, fra den solbare Vang, og ved den ensomme Arne opsteg nye, forfriskende Livsbilleder, som ukjendte Væxter, der pludselig udfolde sig og dufte for Vandreren. Under Sindets Hvile, og i
