ter og udfoldede sine milde Skjønheder. Vi drog langsomt afsted; thi nu var der Intet, som paaskyndede vor Fart, men derimod saa Meget i de altid skiftende Billeder, der krævede vor Betragtning. I en af de større Lier saae vi en Række af lange Kjern forbundne med klare, letstrømmende Elvedrag. Stien fulgte de kratbevoxede Bredder; Solskinnet laae paa det svagtbevægede Vandspeil, som om det var besaaet med utallige blinkende Stjerner, og over paa den anden Side, tindrede Birkelundene under de mørke Fjeldvægge.
Endnu engang gik vor Vei steilt opad gjennem en Skovklev, der fører til Thelemarksætren. Her hvilede vi under den varmeste Dagstid, og nu saae vi tydelige Tegn til at vi nærmede os Bygden. En liden Gaard med Ager og Eng ligger tæt under Sætervangen, og paa denne er der mange smukke Løvtræer. Rundt om vise sig lave, skovbegroede Bjergaaser; Fjeldvidden med dens store Feldter og Former, er tilbagelagt.
Fra denne Sæter drog vi over jevnere Skraaninger ned mod Vilbergkleven, og her først bliver det rigtig Alvor med Nedstigningen; thi nu gaaer det fra Aasryggen i een Brathed lige ned til Dalen ved Randsfjorden. I Aabningen af Graneskoven saae vi den høitliggende, solbelyste Strækning af Bygden paa den østlige Side af Søen, medens denne selv og Dalen laae ganske skjult i Dybet. Vi vandrede nedover paa Stier, der mangesteds vare svimlende bratte, og for det meste
