hovde, kan du sinde en Birk der, hvori Thorkild Vestby har udskaaret et Bogstav for Enhver af de Fremmede“. Antonette smilede til denne Spøg, og mente, at hun ei havde nødig at gaae saa langt for at bevare Erindringen om vort Sæterbesøg. „Vi vil heller ikke glemme dig“, sagde jeg, „og hvis du blot ikke selv drager til Amerika, kan vi maaske endnu engang træffe dig i Dalen eller paa Fjeldet“.
Saa tog vi Farvel med Antonette, og bad hende hilse Mærit. Hun stod ved Huset, med Haanden skyggende for Solen, og saae efter vort Tog. Da vi havde naaet Skovkanten, vendte vi os mod Sætren og vinkede endnu engang til Afsked.
Den Strækning, hvor vi tog Veien, sænkede sig efterhaanden. I de lavere Lier fandt vi mange Løvlunde, og mellem dem friske Bække, og frodige Engsletter. Her er Skillingssætrens bedste Græsgange, og fra en af Smaadalene inde i Skovtykningen, hørte vi ogsaa Kobjelden og Mærits Lokkesang. Naaleskoven vexlede smukt med Birk, Asp og Hassel, og Solvirkningen paa de mangehaande Afændringer af det Grønne gav de alvorlige Fjeldsider en egen Ynde og smykkede Skovhegnet, der omgav os. Hist og her stode Jordbærrene svulmende og glødende paa Bakkerne, og standsede os paa vor Vei. Saaledes kom vi over Moer og gjennem Kleve fra den ene Fjelddal til den anden, hvor Naturen overladt til sig selv, øvede sine Kræf-
