gjort et og andet Spørgsmaal, som Ole kortelig besvarede; men Ingen af os havde Lyst til at bringe noget nyt Emne paa Bane. Jeg tænkte paa Dalefolkets Sommerliv i disse vidtstrakte Fjeldmarker, hvis Væsen jeg nu selv havde opfattet, og jeg følte mig kjerlig hendraget til de trofaste Mennesker, hvis kraftige Sind saa mildt kan udfoldes paa den haarde Livsvei i de vilde, aflukkede Egne. I denne Stemning gik jeg ud paa Vangen for endnu engang at betragte den vide Udsigt under Aftenskjeret. Solen var just gaaet ned, og det fine Net af hvide Smaaskyer, der længe havde været udbredt paa den vestlige Himmel, skinnede nu med den skjønneste Guldglands. Jeg fik det hele Selskab, Piger og Mænd, ud i det Frie, og saaledes vare vi samlede paa Volden, da Lieutenanten kort efter kom fra Skoven. Vi takkede ham alle for Toget i Holleia og spurgte til Gutten. „Jeg holder fremdeles Øie med ham“, sagde Lieutenanten, „han voxer godt, og ser ud til at blive en flink Karl; endnu er han hos Moderen, men nu maa han snart ud for at lære noget“.
Aftnens Skjønhed og Lunhed holdt os længe paa Sætervangen, og saa styrkende og forfriskende var denne rene Fjeldluft, at vi neppe havde Følelse af Træthed efter vor besværlige Vandring. Lieutenanten henvendte vor Opmærksomhed paa Vandene og Skovfeldterne under Sætervolden, og det blev mig nu tydeligt, hvor-
